Hvordan prøves faldunderlag i laboratoriet og ved en kontrol på stedet?
DS/EN 1177 omfatter to prøvningsmetoder, nemlig laboratorieprøvning og faldprøvning på stedet. Laboratorieprøvningen fastlægger den kritiske faldhøjde for et faldunderlag. Faldprøvningen på stedet kontrollerer ved udvalgte punkter, om en allerede indbygget flade dækker den fri faldhøjde for det eksisterende legeudstyr. Prøvelegemerne skal samlet have et areal på mindst én kvadratmeter og ligge på et plant, stift betonunderlag. Løse fyldlag som faldsand, faldgrus eller træflis indbygges i den projekterede lagtykkelse. Faldfliser lægges, så fugerne mellem fliserne også indgår i prøvningen.
Laboratoriets faldprøvning udføres med et halvkugleformet prøvehoved på 4,6 kg med en diameter på cirka 16 cm og med indbygget accelerationsmåler. Prøvehovedet falder fra forskellige højder ned på belægningen. For faldfliser gennemføres mindst ni faldforsøg fra mindst fire højder på adskilte punkter med 25 cm indbyrdes afstand. For løse fyldlag udføres tre anslag på samme punkt ved hver højde. Prøvningen foretages ved 23 grader Celsius, og en afvigelse på op til fem grader er tilladt.
Vurderingen i laboratoriet bygger på HIC-værdien som hovedskadekriterium og topaccelerationen gmax. Den kritiske faldhøjde er den højde, hvor enten HIC 1000 eller gmax 200 g nås. Den laveste af de to værdier er afgørende og bestemmes ved interpolation af måleserien. Prøvningsrapporten angiver den kritiske faldhøjde i meter med to decimaler samt prøvningslaboratoriets måleusikkerhed. Resultatet gælder kun den prøvede opbygning med flisetype, tykkelse og samling eller ved flerlagssystemer hele lagfølgen. Prøvningsunderlaget er laboratoriets stive underlag og ikke den aktuelle opbygning på stedet.
Faldprøvningen på stedet kontrollerer, om den indbyggede flade dækker legeudstyrets fri faldhøjde efter DS/EN 1176. Prøvningsfaldhøjden skal mindst svare til legeudstyrets fri faldhøjde. Der prøves ved de mest ugunstige punkter, eksempelvis hvor belægningen er slidt, eller hvor lagtykkelsen er mindst, og desuden ved andre repræsentative punkter. Antallet af prøvesteder afhænger af faldområdets størrelse, og normen fastsætter et mindste antal. Metoden på stedet gælder kun de prøvede punkter og fastlægger ikke en kritisk faldhøjde.