Hvordan prøves den kritiske faldhøjde efter DS/EN 1177?
Den kritiske faldhøjde prøves efter DS/EN 1177 ved hjælp af to prøvningsmetoder. Den første bestemmer et støddæmpende underlags kritiske faldhøjde i laboratoriet. Den anden er en faldprøvning på stedet, hvor det på udvalgte steder undersøges, om den færdigmonterede flade dækker den frie faldhøjde for det eksisterende legeredskab.
I laboratoriet placeres prøveemner med et samlet areal på mindst 1 m² på et plant, stift betonunderlag. Løse materialer som faldsand, faldunderlagsgrus eller træflis lægges ud i den tilsigtede lagtykkelse, mens faldunderlagsplader lægges, så samlingerne mellem pladerne også indgår i prøvningen. Et halvkugleformet prøvehoved på 4,6 kg med en diameter på omkring 16 cm og indbygget accelerationsmåler falder fra forskellige højder ned på belægningen. For plader udføres mindst ni faldforsøg fra mindst fire højder på adskilte steder med 25 cm afstand. For løse materialer udføres tre nedslag på samme sted ved hver højde. Prøvningen foretages ved 23 °C, og en afvigelse på op til fem grader er tilladt.
Der vurderes to størrelser: HIC-værdien som kriterium for hovedskader og den maksimale acceleration, gmax. Den kritiske faldhøjde er den højde, hvor en af grænseværdierne nås, enten HIC 1000 eller gmax 200 g. Den laveste af de to værdier er afgørende og bestemmes ved interpolation af måleserien. Prøvningsrapporten angiver den kritiske faldhøjde i meter med to decimaler samt prøvelaboratoriets måleusikkerhed. Resultatet gælder kun for den prøvede opbygning med pladetype, tykkelse og samling samt, for flerlagssystemer, hele lagfølgen. Prøvningsunderlaget er laboratoriets stive underlag og ikke den opbygning, der er etableret på stedet.
Ved en kontrol på stedet skal prøvningsfaldhøjden mindst svare til legeredskabets frie faldhøjde efter DS/EN 1176. Der prøves på de mest ugunstige steder, eksempelvis hvor belægningen er slidt, eller hvor lagtykkelsen er mindst, samt på yderligere repræsentative steder. Antallet af prøvesteder afhænger af stødområdets størrelse, og normen fastsætter et mindste antal. Prøvningen på stedet gælder kun de undersøgte steder og fastlægger ikke en kritisk faldhøjde.