Faldsikringsgræsrist – 300 cm GG "Græsgrøn"

Gummifliser af gummigranulat med polyurethanbinding til udendørs brug er frostbestandige og kan anvendes hele vinteren. Den åbenporede struktur optager nedbør og lader den passere nedad, mens vand, der bliver tilbage i porerne, har plads til at udvide sig ved frost. Både gummikorn og polyurethanbinding forbliver elastiske ved minusgrader.

Underlaget skal også have en frostsikker opbygning. På bundne bærelag løber vandet under og mellem fliserne med faldet mod afvanding, mens det på grus eller skærver siver lodret gennem opbygningen.

Hvis vandet stagnerer under fliserne, kan et frostfølsomt underlag hæve sig og sætte sig igen efter optøning. Fliserne påvirkes ikke, men arealet kan blive mere ujævnt. Til snerydning er en sneskraber med glat kant tilstrækkelig, så længe den ikke griber fat i flisekanterne. Salt til glatførebekæmpelse i sædvanlig mængde skader ikke gummigranulatet.

Gummiflisernes vandgennemtrængelighed kan variere fra næsten nul til over 1.100 liter pr. kvadratmeter i timen. Vandgennemtrængeligheden afhænger både af fraktionen af det anvendte gummigranulat og af pressetrykket under fremstillingen. Gummifliserne består af PU-bundet gummigranulat og har en åbenporet opbygning. Vandet passerer ikke gennem selve gummiet, men gennem hulrummene mellem de sammenbundne korn; jo tættere kornstrukturen er presset, desto mindre vand lader flisen passere.

Ved lavt pressetryk ligger de uregelmæssigt formede korn mere løst ved siden af hinanden, så sammenhængende porer og fine kanaler forbliver åbne. Vandet strømmer da lodret ned gennem gummiflisen. Et akkrediteret institut har efter DS/EN 12616 målt mere end 1.100 liter pr. kvadratmeter i timen, også efter fire ugers vejrpåvirkning.

Gummifliser, der er fremstillet med højt pressetryk, har en kornstruktur med næsten ingen mellemrum og lader derfor kun meget lidt vand passere. Den konkrete værdi er angivet som sammenligningsværdi i produktbeskrivelsen. En nyanlagt flade optager vand langsommere de første dage, end måleværdien kan antyde, fordi kornoverfladerne i begyndelsen er vanskelige at væde.

Efter nogle dages brug når belægningen sin fulde vandgennemtrængelighed, og processen kan fremskyndes ved at skrubbe med lidt opvaskemiddel. Testrapporten kan indsendes til byggemyndighederne som dokumentation for vandgennemtrængeligheden. Hvordan en flade klassificeres, afhænger af hele opbygningen: Kun hvis bærelaget under gummifliserne også optager vand, siver nedbøren gennem belægningen og ned i jorden.

Den kritiske faldhøjde for et faldunderlag på en legeplads fastlægges ved en række faldprøver efter DS/EN 1177. Et prøvehoved med indbygget accelerometer slippes fra flere højder ned på prøvepunkter på det støddæmpende faldunderlag. Prøvepunkterne udvælges efter standardens anvisninger. Den kritiske faldhøjde er den laveste højde, hvor en af grænseværdierne nås: 1000 for HIC eller 200 g for den maksimale acceleration (gmax). Det prøvepunkt, der giver det dårligste resultat, er afgørende.

Resultatet gælder for den prøvede opbygning og forholdene under prøvningen. Testrapporten dokumenterer derfor faldunderlagets tykkelse, hvad det er lagt på, og de prøvebetingelser, der har betydning for resultatet. En prøve på stedet kan vise, om det udlagte faldunderlag også har den nødvendige støddæmpning. Her viser faldprøver fra en foreskrevet højde på fastlagte prøvepunkter, om grænseværdierne for HIC og gmax er overholdt.

Den kritiske faldhøjde prøves efter DS/EN 1177 ved hjælp af to prøvningsmetoder. Den første bestemmer et støddæmpende underlags kritiske faldhøjde i laboratoriet. Den anden er en faldprøvning på stedet, hvor det på udvalgte steder undersøges, om den færdigmonterede flade dækker den frie faldhøjde for det eksisterende legeredskab.

I laboratoriet placeres prøveemner med et samlet areal på mindst 1 m² på et plant, stift betonunderlag. Løse materialer som faldsand, faldunderlagsgrus eller træflis lægges ud i den tilsigtede lagtykkelse, mens faldunderlagsplader lægges, så samlingerne mellem pladerne også indgår i prøvningen. Et halvkugleformet prøvehoved på 4,6 kg med en diameter på omkring 16 cm og indbygget accelerationsmåler falder fra forskellige højder ned på belægningen. For plader udføres mindst ni faldforsøg fra mindst fire højder på adskilte steder med 25 cm afstand. For løse materialer udføres tre nedslag på samme sted ved hver højde. Prøvningen foretages ved 23 °C, og en afvigelse på op til fem grader er tilladt.

Der vurderes to størrelser: HIC-værdien som kriterium for hovedskader og den maksimale acceleration, gmax. Den kritiske faldhøjde er den højde, hvor en af grænseværdierne nås, enten HIC 1000 eller gmax 200 g. Den laveste af de to værdier er afgørende og bestemmes ved interpolation af måleserien. Prøvningsrapporten angiver den kritiske faldhøjde i meter med to decimaler samt prøvelaboratoriets måleusikkerhed. Resultatet gælder kun for den prøvede opbygning med pladetype, tykkelse og samling samt, for flerlagssystemer, hele lagfølgen. Prøvningsunderlaget er laboratoriets stive underlag og ikke den opbygning, der er etableret på stedet.

Ved en kontrol på stedet skal prøvningsfaldhøjden mindst svare til legeredskabets frie faldhøjde efter DS/EN 1176. Der prøves på de mest ugunstige steder, eksempelvis hvor belægningen er slidt, eller hvor lagtykkelsen er mindst, samt på yderligere repræsentative steder. Antallet af prøvesteder afhænger af stødområdets størrelse, og normen fastsætter et mindste antal. Prøvningen på stedet gælder kun de undersøgte steder og fastlægger ikke en kritisk faldhøjde.

Tykkelsen på faldmåtter og faldfliser afhænger af deres kritiske faldhøjde, som er fastlagt ved prøvning. Den kritiske faldhøjde skal mindst svare til legeredskabets frie faldhøjde, og jo større den mulige faldhøjde er, desto tykkere skal faldmåtten eller faldflisen være.

Faldflisens tykkelse kan ikke alene bruges til at udlede faldhøjden. Produktets opbygning, densitet og elasticitet har også betydning for stødabsorberingen.

Stødabsorberingen kan som grov vejledning vurderes ud fra tykkelsen: 3 cm til en fri faldhøjde på op til 100 cm, 5 cm til op til 150 cm, 7 cm til op til 200 cm og 10 cm til op til 300 cm.

Den frie faldhøjde skal altid sammenholdes med den kritiske faldhøjde, der er angivet for det enkelte faldunderlag på legepladsen i testrapporten efter DS/EN 1177.

Faldmåtter og faldfliser kan anvendes til den kritiske faldhøjde, der er angivet i testrapporten efter DS/EN 1177. Det er den laveste højde, hvor HIC-værdien når 1000, eller accelerationen gmax når 200 g. Afhængigt af udførelsen ligger den typisk mellem ca. 100 og 300 cm.

op til 100 cm: for eksempel lave legehuse og balanceudstyr

op til 150 cm: for eksempel lave klatreelementer

op til 200 cm: for eksempel klatrenet, klatrestativer og kombinationsredskaber

op til 300 cm: for eksempel høje klatretårne og store legeanlæg

Eksemplerne på legeredskaber er kun vejledende. Det afgørende er den frie faldhøjde for det konkrete legeredskab efter DS/EN 1176. Den angivne kritiske faldhøjde skal mindst svare til denne frie faldhøjde.

Faldmåtter og faldfliser af gummigranulat har under almindelige forhold en levetid på 10 til 15 år og holder ofte længere. De er beregnet til langvarig brug både indendørs og udendørs.

Den faktiske holdbarhed afhænger af brugsintensiteten, placeringen og vejrpåvirkningen. På legepladser opstår slid især i områder med høj belastning, eksempelvis under gynger og for enden af rutsjebaner. UV-stråling og fryse-tø-cyklusser bidrager til gummigranulatets ældning.

Faldmåtter og faldfliser bør regelmæssigt kontrolleres for slid og tegn på ældning. Efter behov kan enkelte gummiplader udskiftes uden at hele arealet skal fornyes. Det letter vedligeholdelsen og kan forlænge hele fladens brugstid. Faldmåtter og faldfliser er nemme at vedligeholde.

Et faldunderlag er påkrævet, når klatrestativets frie faldhøjde overstiger 60 cm. Kravet følger DS/EN 1176 for legeredskaber inden for standardens anvendelsesområde. For klatrestativer, som udelukkende er beregnet til privat brug, gælder i stedet DS/EN 71-8.

Faldmåtter af gummigranulat er egnede, når deres kritiske faldhøjde, bestemt efter DS/EN 1177, mindst svarer til klatrestativets frie faldhøjde. Løse fyldlag som barkflis, træflis, sand eller faldgrus med en kornstørrelse på 2 til 8 mm er også mulige. De udføres efter kravene i DS/EN 1176 og skal regelmæssigt efterfyldes, så den krævede lagtykkelse bevares.

Faldunderlaget skal dække hele faldområdet omkring klatrestativet. Ved fri faldhøjde på højst 150 cm skal belægningen række mindst 150 cm ud over den lodrette projektion af redskabets forhøjede dele. Ved større fri faldhøjde skal minimumsudstrækningen svare til to tredjedele af den frie faldhøjde plus 50 cm.

Underlaget skal før udlægningen af faldunderlaget være plant og have tilstrækkelig bæreevne. Sten, glas, skarpe kanter og andre hårde genstande fjernes.

Faldunderlaget skal regelmæssigt kontrolleres for beskadigelser og løse samlinger. For løse fyldlag kontrolleres også lagtykkelsen, og enkelte faldfliser kan udskiftes efter behov.

Belægningen under en trampolin afhænger af trampolinens konstruktion og den eksisterende sikring mod fald.

Trampolinen skal stå på en plan standflade med tilstrækkelig bæreevne. Fødderne skal stå fast og må ikke vippe.

Har trampolinen et sikkerhedsnet, opfanger nettet børn, før de falder til jorden ved siden af trampolinen. Sikkerhedsnettet skal være ubeskadiget, korrekt fastgjort og lukket under brug.

Området under springdugen skal holdes frit for genstande. Ved korrekt brug af en trampolin uden sikkerhedsnet skal der etableres et støddæmpende faldunderlag under og omkring trampolinen.

Faldunderlagsfliser af gummigranulat kan anvendes til faldunderlaget. Flisernes testede kritiske faldhøjde skal svare til den mulige faldhøjde.

Faldunderlagets størrelse følger trampolinproducentens oplysninger om det nødvendige faldområde. I faldområdet må der ikke være mure, hegn, havemøbler, plantekrukker eller andre hårde hindringer.

Ifølge DS/EN 1176 skal legeredskaber på en legeplads have et støddæmpende faldunderlag, når den frie faldhøjde overstiger 60 cm. For redskaber, hvor bevægelsen er styret, for eksempel gynger og rutsjebaner, skal den støddæmpende belægning dække hele faldområdet uanset faldhøjden. Legeredskaber tæt ved jorden er altså ikke automatisk undtaget fra kravet, selv om faldhøjden er lav. Både faldhøjden og bevægelsesformen er afgørende.

Den frie faldhøjde er afstanden fra det sted på redskabet, hvor brugeren er beregnet til at stå, sidde eller holde fast, til faldfladen nedenunder. Den må højst være 3 m. På en platform er støttepunktet platformens overflade, på en gynge er det sædet, og på en svingstang er det stedet, hvor brugeren griber fat. Ved klatring er den frie faldhøjde den maksimale gribehøjde minus 1 m. Ved en række faldforsøg efter DS/EN 1177 bestemmes det, hvilken kritisk faldhøjde belægningen har. Den skal mindst svare til redskabets frie faldhøjde.

Ifølge DS/EN 1176 kan græs og muld regnes som faldunderlag ved en fri faldhøjde på op til 100 cm, hvis underlaget er vedligeholdt, eftergivende og frit for sten, rødder, fundamenter og andre hårde genstande. Hvis jorden bliver komprimeret, udtørret eller frossen, er betingelsen ikke længere opfyldt. For legeredskaber, der udelukkende er beregnet til privat brug, gælder DS/EN 71-8 i stedet for DS/EN 1176. Også i en privat have kræves der dog et støddæmpende underlag.

Faldunderlagsfliser hos WARCO koster fra omkring 270 kr. pr. kvadratmeter. Prisen gælder for en flise, der er 3 cm tyk og måler 50 × 50 cm. Fire fliser dækker dermed præcis én kvadratmeter. Flisen er testet efter DS/EN 1177 til en faldhøjde på 110 cm, og alle priser er inkl. moms.

Jo tykkere flisen er, desto større er den testede faldhøjde – og som regel også prisen pr. kvadratmeter. En 11 cm tyk faldunderlagsflise med en testet faldhøjde på 300 cm koster cirka 780 til 900 kr. pr. kvadratmeter afhængigt af farven. Den nødvendige tykkelse afhænger af legeredskabets frie faldhøjde efter DS/EN 1176: Flisens testede faldhøjde skal mindst svare til legeredskabets frie faldhøjde. Prisen for hver enkelt udførelse vises på produktsiden i webshoppen.

Bærelag, for eksempel et bikubegitter af plast, og en indfatning med gummikantsten kommer oven i fliseprisen. Begge dele leveres af WARCO. WARCO tilbyder ikke selv lægning, så kunden må enten lægge faldunderlagsfliserne og faldunderlagsmåtterne selv eller få en lokal anlægsgartner til det. Hvis en anlægsgartner lægger faldunderlagsmåtterne, kommer udgiften til arbejdet oven i prisen. Den afhænger af, hvor meget arbejde der skal udføres på stedet.

Korrekt lægning af faldunderlagsmåtter og faldunderlagsfliser kræver, at underlag, forbindelsessystem, faldområde, faldhøjde og afvanding tilpasses den konkrete anvendelse. Det gælder både udendørs faldunderlag i haven og på offentlige legepladser.

Under legeredskaber skal den testede kritiske faldhøjde for det valgte produkt og den valgte opbygning mindst svare til legeredskabets frie faldhøjde. Størrelsen af faldunderlaget afhænger af det enkelte legeredskab.

På beton eller asfalt kan faldunderlagsmåtter og faldunderlagsfliser lægges direkte. Regnvandet passerer gennem den vandgennemtrængelige belægning til bærelaget og ledes derfra via fald til en fri kant eller et afløb.

Direkte lægning på græs eller jord er ikke hensigtsmæssig. Et løst lag af sand, skærver eller grus egner sig heller ikke som underlag, fordi materialet med tiden kan flytte sig.

Når græstørven er fjernet, lægges plastgitre med celler på et tyndt afretningslag af skærver. Gitrene fyldes med skærver til overkanten, hvorefter faldunderlagsmåtterne eller faldunderlagsfliserne lægges ovenpå. Regnvandet kan herefter passere gennem hele opbygningen og sive ned i undergrunden.

Ved højere belastning eller ugunstige jordforhold kræves der under afretningslaget desuden en fagligt dimensioneret underbygning af komprimeret frostsikringsmateriale.

Den videre lægning afhænger af forbindelsessystemet. For faldunderlagsmåtter med puslespilsfortanding presses fortandingen på en måtte ovenfra ned i fortandingen på den allerede lagte nabomåtte. Den stabile forbindelse kræver som regel hverken klæbning mod underlaget eller en fast afslutning langs kanten.

Faldunderlagsfliser med stikforbindere lægges i halvforbandt. De skal have en fast afslutning langs kanten, så de ikke kan forskubbe sig sidelæns. På et bundet bærelag kan der, afhængigt af indbygningssituationen, i stedet vælges fastlimning.

Under lægningen bør faldunderlagsfliserne have en ensartet temperatur på højst ca. 17 °C og bør ikke være opvarmet af direkte sollys. En gummihammer gør det lettere at banke fliserne på plads, og en rundsav letter tilskæring.

Hvis faldunderlaget afsluttes inde i en befæstet flade, forhindrer en fast monteret overgangsrampe kanter, man kan snuble over.