Hvornår kræver legeredskaber støddæmpende underlag?

Ifølge DS/EN 1176 skal legeredskaber på en legeplads have et støddæmpende faldunderlag, når den frie faldhøjde overstiger 60 cm. For redskaber, hvor bevægelsen er styret, for eksempel gynger og rutsjebaner, skal den støddæmpende belægning dække hele faldområdet uanset faldhøjden. Legeredskaber tæt ved jorden er altså ikke automatisk undtaget fra kravet, selv om faldhøjden er lav. Både faldhøjden og bevægelsesformen er afgørende.

Den frie faldhøjde er afstanden fra det sted på redskabet, hvor brugeren er beregnet til at stå, sidde eller holde fast, til faldfladen nedenunder. Den må højst være 3 m. På en platform er støttepunktet platformens overflade, på en gynge er det sædet, og på en svingstang er det stedet, hvor brugeren griber fat. Ved klatring er den frie faldhøjde den maksimale gribehøjde minus 1 m. Ved en række faldforsøg efter DS/EN 1177 bestemmes det, hvilken kritisk faldhøjde belægningen har. Den skal mindst svare til redskabets frie faldhøjde.

Ifølge DS/EN 1176 kan græs og muld regnes som faldunderlag ved en fri faldhøjde på op til 100 cm, hvis underlaget er vedligeholdt, eftergivende og frit for sten, rødder, fundamenter og andre hårde genstande. Hvis jorden bliver komprimeret, udtørret eller frossen, er betingelsen ikke længere opfyldt. For legeredskaber, der udelukkende er beregnet til privat brug, gælder DS/EN 71-8 i stedet for DS/EN 1176. Også i en privat have kræves der dog et støddæmpende underlag.